Hvor er kærligheden? Der var en gang, hvor jeg læste en bog. Det var egentlig en pdf, er det så en bog? Eller er det kommunikationsformen? Hvor er der mange ting som man antager uden at vide det. Selvfølgelig ved jeg, hvad en bog er og når jeg siger at, jeg har læst en bog - så fatter de fleste hvad jeg mener. Men hvis det skal være rigtigt så er det vel en pdf af en bog. Jeg har total skiftet fokus på et tidspunkt siden da. Jeg læste engang en bog om kvinder. Nej, okay, det var en bog om kemien mellem mand og kvinde. Hvis det også skal være rigtigt, så var det en bog om at score. Hvad er det med det ord? - Det lyder bare så fladt og misbrugt. Nu skal jeg ud score. Det kommer vel fra det engelske score , hvilket må betyde, noget med at vinde. Hvor er det danske ord? Jeg forsøger, virkelig at bruge danske ord. Det er svært. Man kan vel blive god til dansk, hvis man forsøger. Jeg har trods alt en fordel, vil jeg mene. Helt uden at dømme, så er der mange der dårlig til dansk, også danskerne og dårlige til dansk. Kan man egentlig sige noget, der ikke dømmende og hvis ja, ville det så egentlig ikke være uinteressant. Jeg forsøger, at have en stor kærlighed til mig selv. Jeg ved ikke, hvor meget jeg elsker mig selv. Eller om det har noget at, gøre med hvor glad jeg er for mig selv. Jeg er ikke altid lige glad for mig selv eller stolt af mig selv. Det betyder ikke, at jeg så er ked af mig selv eller skammer mig. Det er faktisk lidt en gråzone. Er det selvindsigt eller mangel på samme? Det er sku' alligevel morsomt, at i mit forsøg på at stave selvindsigt kommer selveste Dailai Lama med en advarsel om selvindsigt. Google docs mener stadig, jeg staver selvindsigt forkert. Fat det nu, det er i ét ord. Har jeg for meget selvindsigt? Er det skyld i manglende selvtillid. Hvis man ved alt om sig selv, ved man det dårlige om sig selv. Jeg ser kun det dårlige. Det skær i øjnene. Nu læste jeg så, hvad han mener. Vi lider gør vi! Det er da også rigtigt. Lidelsen, den var helt glemt. Jeg overspiste igen i aften og fik cola til maden og nu lider jeg. Lidelse... jeg troede kun, at Jesus oplevede lidelse. Han led, men han var ikke ond. Satan er led. Hvis jeg fortsætter med at skrive lidelse, så begynder jeg snart at få rynker i panden. Jeg har lige set omtrent 7 timers krig og ødelæggelse. Anden verdenskrig i stille havet. USA og Japan ødelægger hinanden. Krig er forfærdeligt og jeg har ingen anelse om hvad fanden det er. Men jeg går ud fra, at der er lidelse. Det er sikkert også blod og bomber. Hvis jeg absolut skal have en mening om krig, og det er der noget der tyder på, så er det ikke noget jeg skal prøve. Det er egentligt lidt morsomt. Man skal have en mening om krig. Så igen, tendensen er lidt at, man skal have en mening om alt. Jeg kan lige prøve at remse nogle ting op som jeg ikke har en mening omkring. Det er svært. Det var da lige godt utroligt. Jeg forsøgte, men der er utroligt svært for mig ikke at have en mening om det. Er jeg virkelig blevet programmeret til at forsøge at have en mening om alt? - Jeg må hellere øve mig lidt mere i ikke at have en mening. Jeg vil nok vove at påstå, at det, ikke at have en mening - ikke er ensbetydende med at være ligeglad. Ikke altid.
Det virker lidt, som om at jeg starter med en konstatering og konkluderer til sidst med et spørgsmål. Hvor efter jeg hurtigt kommer med en ny konstatering. Er det godt eller skidt? Burde jeg ikke have startet med et spørgsmål? Man skulle jo nødig konkludere det forkerte, så det er mere sikkert at slutte med et spørgsmål. Ha ! Der er kom der endelig konstatering til sidst.
Det var det kærlighed vi kom fra. Okay, hvis hele verden blev tilbudt en pille som gjorde at vi alle følte kærlighed hele tiden, ville vi så tage den? Hvis alle tog den, ville vi alle jo blive lige glade, måske endda ligeglade. Så længe jeg kan få gåsehud, så er jeg knap så bange. Tak til " Lad det være" af John og Poul. Nuvel, det kommer faktisk meget tæt på "okay". Nuvel, og lad det nu være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar