Det vil ikke ind

Det nytter ikke noget,

for helvede.
Du finder aldrig på noget som ikke har været skrevet før.
Eller sagt før.
Eller gjort før.
Eller fucking tænkt før.

Du har det så dejligt,
hva?
Samtaler med mig selv.
Det kunne lide så godt have været samtaler med gud.
Det er så underligt.
Det kom væltende ind over mig,
lige så langsomt.
Snigende,
lydløst overvælede det mig.

Givet slip nu,
og det kan ikke gøre mere.
Jeg er bange,
for at blive bange.
Jeg er nervøs,
for at blive nervøs.
og det føles som om hele universet forsøger at trænge ind,
ind i min krop.

Men det vil fanme ikke ind.
Kunne jeg da bare blive smadret af masserne
så jeg kunne brække mig,
i lårfede stråler.
Negativiteten er bare mere chokerende
og derfor hader vi den
og elsker den.

Vi får at vide at vi betyder alt,
og vi får at vide at vi betyder ikke en skid.
Så kan du kraftedme selv vælge.
Ingen tør tage ansvar,
så nu har alle ansvaret.
Hvor er helten der smadrer skurken?
og hvor er englen der smadrer dæmonen.

Hvor er far? Hvor er gud?
Jeg kan ikke se ham,
men vi tror på ham,
og dem som ser ham,
tror vi ikke på.
Snyd mig gerne,
langt ind i helvede, hvis du vil.

Alt er bedre end ingenting.
Jeg vil hellere føle mig snydt
end ikke at føle noget overhovedet.
Jeg vil så gerne give slip.
Give slip på alt det der kan såre.
Men
det nytter ikke noget.