Under
Alting forandret. Jeg hiver stadig efter vejret. Det er svært at ånde under vand. Jeg er ved at lære det, men af gammel vane, søger jeg febrilsk mod overfladen. Jeg kan nu egentlig godt lide at være under vand. Det er trygt og varmt og vandet er som et behageligt tæppe der strækker sig hen om min krop. Jeg er nysgerrig og jeg er ikke alene. Sigtbarheden er ringere end på overfladen men hvis jeg holder mig i nærheden af den, kan jeg stadig se mig omkring. Men mere og mere nyder jeg mit haltende syn idet mine andre sanser skærpes. Jeg lever. Det er så uvirkeligt, at kunne ånde under vand. Jeg er tilfredsstillet igen, i alle mine behov. Alligevel drives jeg af en kraft, som overvælder mig i svage øjeblikke. Det der engang var, kan vel stadig genopstå. Livet på overfladen, er ikke den samme som før. Engang kunne man trække vejret uden skam og mættes og føle sig oplivet. Overgangen var ikke nem. Ilten i årene forsvandt langsomt idet mine lunger ikke længere kunne optage den. Min krop svækkedes, gik i forfald. Langsomt accepterede jeg min skæbne, men håbet styrkedes en gang imellem, da man bare fik en lille portion ilt optaget i lungerne. Det som tidligere havde givet mig liv, uddøde. Jeg kan ikke vende tilbage.
Jeg kan ånde i vandet nu… men det bliver aldrig det samme som at trække vejret.
Over
Det gør ondt at trække vejret nu, men jeg kan ikke lade være. Det holder mig jo i live. Håbet om, at det nok skal blive det samme, smager så sødt og det lindre smerten. Vandet frister mig og nysgerrigheden om livet nedenunder - beroliger mig. Vandet er roligt og afbalanceret og fyldigt. Intet synes at kunne slå det ud. Der er liv nedenunder og det trives. Men jeg kan da ikke. Altså ånde under vand. Jeg står helt stille nu. Smerten er nu gennemstrømmende og konstant. Jeg accepterer min mangel på ilt og mister mig selv. Det bliver alligevel ikke bedre. Jeg mindes den tid hvor min krop var fuld af kræft og mine årer var iltet. Hvert eneste åndedrag var så livgivende og kom så let. Jeg tog det for givet. Nu er der ingen ilt. Min krop giver langsomt op. Min udbrændte muskler giver slip og jeg falder tungt mod afgrunden. Dybet suger mig til sig og overvælder mig. Tyngdekraften er blevet for stærk. Jeg lukker mine øjne nu. Jeg rammer vandet og omfavnes af vægtløshed. Vandet trænger ind i mine lunger og fylder dem op. Der er helt stille nu. Mit hjerte er holdt op med at slå og det er nok for det bedste. Jeg kan jo alligevel ikke trække vejret, længere.
Men hjertet slog igen nu.. på trods af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar